by Effektivitet og sikkerhed af rekombinant humant aktiveret protein C ved svær sepsis
BAGGRUND
Drotrecogin alfa (aktiveret) eller rekombinant humant aktiveret protein C har antitrombotiske, antiinflammatoriske og profibrinolytiske egenskaber. I en tidligere undersøgelse producerede drotrecogin alfa-aktiveret dosisafhængige reduktioner i niveauet af markører for koagulation og inflammation hos patienter med svær sepsis. I dette fase 3-forsøg vurderede vi, om behandling med drotrecogin alfa aktiveret reducerede dødsraten fra en hvilken som helst årsag blandt patienter med svær sepsis.
METODER
Vi gennemførte et randomiseret, dobbeltblindt, placebokontrolleret multicenterforsøg. Patienter med systemisk inflammation og organsvigt på grund af akut infektion blev tilmeldt og fik tildelt en intravenøs infusion af enten placebo eller drotrecogin alfa aktiveret (24 mikrog pr. Kg kropsvægt pr. Time) i en samlet varighed på 96 timer. Det prospektivt definerede primære slutpunkt var døden af enhver årsag og blev vurderet 28 dage efter infusionens start. Patienter blev overvåget for bivirkninger; ændringer i vitale tegn, laboratorievariabler og resultaterne af mikrobiologiske kulturer; og udviklingen af neutraliserende antistoffer mod aktiveret protein C.
RESULTATER
I alt 1690 randomiserede patienter blev behandlet (840 i placebogruppen og 850 i den drotrecogin alfa-aktiverede gruppe). Dødeligheden var 30,8 procent i placebogruppen og 24,7 procent i drotrecogin alfa-aktiveret gruppe. På basis af den prospektivt definerede primære analyse var behandling med drotrecogin alfa aktiveret forbundet med en reduktion i den relative dødsrisiko på 19,4 procent (95 procent konfidensinterval, 6,6 til 30,5) og en absolut reduktion i dødsrisikoen på 6,1 procent (P = 0,005). Forekomsten af alvorlig blødning var højere i den drotrecogin alfa-aktiverede gruppe end i placebogruppen (3,5 procent vs. 2,0 procent, P = 0,06).
KONKLUSIONER
Behandling med drotrecogin alfa aktiveret reducerer dødeligheden signifikant hos patienter med svær sepsis og kan være forbundet med en øget risiko for blødning.
Udvikling af hybridgener uden brug af restriktionsenzymer: gen splejsning ved overlapningsforlængelse
Gen-splejsning ved overlapningsforlængelse er en ny tilgang til rekombination af DNA-molekyler ved præcise forbindelser uanset nukleotidsekvenser på rekombinationsstedet og uden anvendelse af restriktionsendonukleaser eller ligase. Fragmenter fra generne, der skal rekombineres, genereres i separate polymerasekædereaktioner (PCR’er).
Primerne er designet således, at enderne af produkterne indeholder komplementære sekvenser. Når disse PCR-produkter blandes, denatureres og genudglødes, overlapper strengene med de matchende sekvenser ved deres 3′-ender og fungerer som primere for hinanden. Forlængelse af denne overlapning med DNA-polymerase producerer et molekyle, hvor de originale sekvenser ‘splejses’ sammen.
Denne teknik anvendes til at konstruere et gen, der koder for et mosaikfusionsprotein, der består af dele af to forskellige klasse I-store histokompatibilitetsgener. Denne enkle og bredt anvendelige tilgang har betydelige fordele i forhold til standard rekombinant DNA-teknikker.
Molekylær karakterisering af mitokondrie-apoptose-inducerende problem
Mitokondrier spiller en nøglehalvdel inden for reguleringen af apoptose (celledøning). Deres intermembranhus rummer et antal proteiner, der kan frigøres via den ydre membran for at deltage i nedbrydningsdelen af apoptose. Lige her rapporterer vi identifikation og kloning af et apoptose-inducerende problem, AIF, hvilket er nok til at inducere apoptose af fjernede kerner.
AIF er et flavoprotein med relativ molekylvægt 57.000, som deler homologi med de bakterielle oxidoreduktaser; det er normalt begrænset til mitokondrier, men translokeres til kernen, når apoptose induceres. Rekombinant AIF forårsager kromatinkondensation i fjerntliggende kerner og fragmentering af DNA i stor skala. Det inducerer oprenset mitokondrier til at lancere de apoptogene proteiner cytochrom c og caspase-9.
Mikroinjektion af AIF i cytoplasmaet af intakte celler inducerer kondensation af kromatin, spredning af mitokondrie-transmembranpotentialet og publicitet af phosphatidylserin i plasmamembranen. Ingen af disse resultater forhindres af den omfattende caspaseinhibitor, ofte kendt som Z-VAD.fmk.
Overekspression af Bcl-2, som styrer åbningen af mitochondriale permeabilitetsovergangsporer, forhindrer udledning af AIF fra mitokondrionen har dog ingen indflydelse på dens apoptogene øvelse. Disse resultater påpeger, at AIF er en mitokondrie-effektor af apoptotisk celledød.
Sikkerhed og effektivitet af genskift til Lebers medfødte amaurose
Lebers medfødte amaurose (LCA) er en gaggle af arvelige blændende lidelser med debut i hele barndommen. En type sygdom, LCA2, kan tilskrives mutationer i det retinale pigmentepitel-specifikke 65-kDa-proteingen (RPE65). Vi undersøgte beskyttelsen af subretinal forsyning af et rekombinant adeno-associeret virus (AAV), der bærer RPE65 komplementært DNA (cDNA) (mængde ClinicalTrials.gov, NCT00516477 [ClinicalTrials.gov]).
Tre syge med LCA2 havde en passende native og systemisk bivirkningsprofil efter levering af AAV2.hRPE65v2. Hver berørt person havde en beskeden fortryllelse i målinger af nethinden udfører på subjektive vurderinger af synlig skarphed. Hos en enkelt berørt person udviklede sig et asymptomatisk makula-hul, og selv om prævalensen blev anset for at være en modsat begivenhed, havde den berørte person en vis tilbagevenden af nethinden. Selvom opfølgningen var meget kort, og regelmæssig fantasifuld og forudgående ikke blev opnået, giver denne undersøgelse forudsætningen for yderligere genundersøgelsesforskning hos patienter med LCA.
Osteoprotegerin: et nyt udskilt protein involveret i reguleringen af knogletæthed
Et nyt udskilt glycoprotein, der regulerer knogleresorption, er blevet identificeret. Proteinet, betegnet osteoprotegerin (OPG), er et nyt medlem af TNF-receptorsuperfamilien. In vivo resulterer hepatisk ekspression af OPG i transgene mus i en dyb, men ikke-letal osteopetrose, sammenfaldende med et fald i senere stadier af osteoklastdifferentiering.
Disse samme virkninger observeres ved administration af rekombinant OPG til normale mus. In vitro blokeres osteoklastdifferentiering fra forløberceller på en dosisafhængig måde af rekombinant OPG. Desuden blokerer OPG ovariektomi-associeret knogletab hos rotter.
Disse data viser, at OPG kan fungere som en opløselig faktor i reguleringen af knoglemasse og antyde en nytte for OPG i behandlingen af osteoporose forbundet med øget osteoklastaktivitet.
